Sonya Christie i Vilslev

Uddrag fra bogen: Jedsted og Vilslev siden 1950

af Stig Hegn, Bogforlanget Bramming 2004

En fremmed fugl. 2: Fra Skotland til Vilslev.

Sonya - en spillemand, med violin

Jeg havde en liste over huse hvor jeg godt kunne tænke mig at bo, og så skulle jeg bare vente på at de kom til salg. Det lille hus jeg flyttede ind i var et hus der råbte om hjælp. Det blev kaldt "Gamle Petras hus" - men der havde boet flere der i tiden efter Gamle Petra¹. Hun boede der i over 50 år, laved mad og passed børn for mange - det var et hus alle kendt og hvor man kom med glæde.
Sådan fortæller Sonya Christie om hvorfor hun kom til at bo på Vestervej i Vilslev. Sonya er én af de udlændinge der har boet her - nu er hun flyttet, men det er en anden historie. Vi vil hellere høre om hvordan Sonya kom til Danmark.

Hun har to søstre, den ældste er udviklingshæmmet. I den forbindelse deltog Sonya som skotske repræsentant i en konference i Bruxelles om udviklingshæmmede og kultur i Europa. Konferencen var dødkedelig, og følgelig fandt de sammen der havde den opfattelse. Det var skuespillere fra England, Sonya og nogle danskere, deriblandt Frank, der inviterede hende til Danmark i julen 1988. Han var skoleleder i Grindsted - og der var mange planer om kreativt arbejde, herunder også musik, med udviklingshæmmede. Grundet nedskæringer flyttede de til Ribe. Senere besluttede Sonya at flytte selv. Hun kendte godt Jedsted og Vilslev, dels ved besøg på Jedsted mølle og dels også musikalske bekendtskaber i Vilslev², havde nu ikke tænkt specielt på hvor det lå i verden. Men så skulle hun til Stor Darum for at hente glemt tøj efter spillemandstræffet Fest-i-Ribe og kørte tilbage over Vilslev, og så...
Flere ting skulle passe sammen. Når man havde boet i Gravsgade i middelalderbyen Ribe, kunne man jo ikke flytte til Esbjerg, og Varde var der ikke nok historie i - det var de to byer der umiddelbart passede for arbejdet.
Så Sonya skulle finde et sted hvor hendes sjæl kunne havde det godt, som hun siger. Sandy skulle i skole, så det skulle også passe. Og endelig skulle der være en bolig.

Til Vilslev

Det blev i første omgang til lejebolig på Vilslevvej 44, hvor der var koldt om vinteren, men tilgæld en dejlig stor have. Det var hjemmet fra efteråret '95 til påsken 1997, hvor det blev Vesterbyvej 25, der lå og bad om en der kunne flytte ind - som to sjæle der fandt sammen! Det blev til syv år i Vilslev - det sted hun har boet længst siden sin barndom.
Selv siger hun:
Vesterbyen er helt speciel.
Der er forskel på at bo til leje elle eje hus. Der er en anden menneskelig investering for folk der køber hus. Det gælder ikke alene i Vilslev. Jeg har været enormt glad for at bo i Vesterbyen, naboerne og det hele. Det var kun på grund af min arbejdssituation at jeg flyttede, jeg blev træt af den megen transport der hindrede mig i at investere mig i de folk omkring én.

Et liv i Vilslev

I starten flyttede jeg min violinundervisning til Kongeådal skole. Alle i kommunen der meldte sig til violinundervisning i Ribe Musikskole skulle så komme til Vilslev, med det ærgelige var at de der spillede violin boede omkring Roager, i den sydlige del af Ribe kommune! Og efter to sæsoner måtte jeg erkende at det ikke kunne bære, busplanen blev slagtet og der kom ikke mere violinundervisning på Kongeådal Skole. I en periode var jeg på skolen hver fredag for at give Sandy engelskundervisning, han er jo tosproget.
Da jeg flyttede til Vilslev kunne jeg sagtens tale dansk, så sprog var ingen hindring for naboskab. Men man kommer anderledes tæt på naboerne når man har købt hus og sætter det i stand. Fra Ribe spillemandslaug kendte jeg Arne og Else³, der blev næstnaboer.

Bryllup med musik

Et par måneder efter at jeg var flyttet ind kom der nogle naboer til den anden side, Tommy og Lene⁴. Lidt efter holdt genboerne Per og Elna⁵ bryllup - Elna er datter af Anne og Peter Brock på gården⁶. De har desuden to sønner, der begge er voksne. Den ene havde jeg undervist i Ribe, som en del af et historisk teater projekt om åndsvageanstalten Ribelund. Da jeg mødte ham var Vilslev bare et eller andet lille sted på landet. Nu har Vilslev substans - det er her jeg bor. Annes syngende fynske toner mindede om barndoms ferier med min skotske mormors veninde. Peter var nær skredet ud på vejen i en nødopbremsning, da han hørte mig spille en polka i haven med en veninde. Han SÅ os i bikinier - trods de lange sommer kjoler vi faktisk havde på! Så Jens og jeg blev inviteret med til bryllup.
Jens og jeg overtalt Arne og Else til at ledsage gæsterne med musik fra kirken til forsamlingshuet. Det vidste bryllupsparret ingenting om, men vi syntes det hørte til et bryllup. Og det gjorde et enormt indtryk med optoget gennem landsbyen: 'Nej, det er lige som jeg kan huske fra min mor', som der blev sagt.

Årets bryllup, sagde Peter Brok om Elnas bryllup 16. aug. 1997.
Her er spillemændene fra v.: Else og Arne Kruse, Jens Kragh og Sonya Christie. foto: Elna Brock

Der var faktisk flere udlændinge i Vilslev ud over Sonya og Loa: den irske maler, Brian⁸, og Bennys kone, Anita⁹, er fra Norge¹⁰.

Sonyas liv

Hun blev født i 1965 tæt ved Aldermasten - hvor påskemarcherne mod atomvåben startede i 1957 (og de var der også i 2004!) men flyttede til Glasgow to år efter, hvor hun voskede op. En trafikulykke satte en stopper for lægestudiet og sygelejet førte til overvejelser der endte med studiestart i Bradford i 1985, hvor fredsstudierne⁷ varede 3 år. Kom til Danmark i julen 1988 - og har nu været her i 15 år. Født Sandy (Alexander) i 1990.Flyttede til Vilslev i 1995 og havde Vesterbyvej 25 fra 1997 til 2004. Studerede på Vestjysk Musikkonservatoriet 1993-96, hvor hun er timelærer, samt underviser på musikskoler. Bor nu i Kolle ved Nr. Nebel med megen himmel. Og med kæresten Jens Kragh, som hun også spiller med. Lige nu er hun også ved at skrive bøger om musikundervisningen.

Hvorfor musiker?

Sonya er som sagt fra Skotland, men hvorfor blev det llige musik der blev hendes liv? I skolen var der en violinlærer, så der lærte hun at spille, men farfar spillede også (bla. til stumfilm i biografen) og farmor var uddannet pianist, men hjemmegående. Mors familie kom fra landet ved Aberdeen, hvor der er en meget rig sangtradition blandt landarbejdere. Men fra starten skulle hun ikke være musiker, musik var i Skotland bare noget man skulle kunne. Men i forbindelse med studiet på Bradford University i Midtengland blev hun medlem af to grupper, dels politisk sangkoret The Bradford Women Singers, dels folkegruppen Sheepscar Interchange, hvor interessen for melodier og rytmer fra østeuropa fandt plads blandt skotsk/irsk numre. Det blev starten på en professionel karriere. Men de to grupper betød jo også at der var mange gigs rundt omkring, og det skærpede lysten:
foto

I Skotland er man folkeje når man går rundt med en violin. 'Giver du ikke et nummer' siger de. Sådan er det ikke i Danmark, der forventer man ikke sådan noget.
Når jeg blev i Danmark er det fordi noget af det jeg er god til er efterspurgt her: Det at skabe en sammenhæng i undervisningen, at søge at udvikle en organisk musikalsk fødekæde.
Jeg spiller med Jens i 'Christie Cleek', og somme tider er Denis McLaughlin også med. Det var en gruppe der startede med studiekammerater på konservatoriet. Jeg har spillet balkanmusik - det stammer fra dengang jeg kom til Danmark. Det var helt vidunderligt at opleve at man bare kunne sætte sig ind i en bil og køre til Balkan. Fra Skotland skal jo først både fysisk og psykisk kom over vandet.
Folkemusikken i Danmark er blevet professionaliseret i de senere år: langt mere scenemusik og CDere, man kan jo diskutere hvordan det påvirker kulturen. 'Christie Cleek' har ikke indspillet en CD, men Sonya har været med til at lave CDere med 'Klezmerduo' - der spiller jødisk musik med oprindelse i det gamle Østeuropa.

Skotland

Om sit forhold til Skotland: Det er ikke i hjembyen Glasgow jeg opholder mig mest - jeg vil hellere ud og vandre i bjergene - jeg savner bjergene. Med PCeren nu om dage kan jeg klikke ind og se nyhederne fra Skotland og det gør jeg. Men reelt har jeg ikke boet i Skotland i mit voksenliv. Meget af ferier går med familiebesøg, Sandy er jo det eneste barnebarn, så ham er der krav på.

Bjerget

Til sidst fortæller hun om Vilslevs højeste punkt: Hver dag kører jeg forbi skiltet 'Bjerget 2km' og griner. Første gang var jeg spændt på at se dette bjerg og kørte helt ud til diget uden at opdage bjerget. Så kiggede jeg tilbage på det fuldkommen flade land og så den lillebitte pukkel. Men på Ribes Vikinger kan man se at der har været en gård der for 1 000 år siden - så det var højt nok!

I Legoland med Sandy i maj 2001 ved Musikskolernes dag i Legoland

Om at tale dansk

I starten skulle jeg insistere på ikke at tale engelsk med danskere. Jeg tog en aktiv beslutning at lære dansk. Som engelsktalende er man vant til, at folk fra utrolig mange steder i verden prøver sig frem med engelsk. Det får man store ører af. Accepterede udtale af engelsk står på en bred palette. Danskere er ikke så vant til at lytte til nogen, der forsøger sig frem på dansk. Det er de ret dårlige til - de vil langt hellere selv tale dårligt engelsk.

Sonya Christie

Interview den 25.3.2004 over et par kopper te, for som SC sagde: Den dag jeg begynder at drikke kaffe er jed rigtig dansk - og det sker nok ikke!

NOTER
1. Petra Kjær var gift med Poul Kjær, arbejdsmand i Ebsjerg siden 1950erne. Peter Brock husker hende som en klog kone,
der bl.a. kendte navnene på de vilde planter, og en stabil kone.
2. Else og Arne Kruse, Vesterbyvej 19 og Viggo og Elsebeth, Forbrovej 11
3. se note 2.
4. Jespersen, Vesterbyvej 27
5. Andersen, nu Vestergade 50, Gredstedbro
6. Familien Brock på Vesterbyvej 31
7. Ifl. universitetets hjemmeside skrev tidsskriftet New Statesman i 2001 at fakultetet var
The world's largest university centre for peace studies
8. Brian McElwee, Vilselvvej 58
9. Jacobsen, Vesterbyevj 34
10. Tidligere boede Marion fra DDR på Sandvej og Rasmus Thomas (1896-1993) fra Spangen gift med
Selma (1896-1986) f. Sæthre i Norge.